YL-sopolte
For at opnå det bedste moderdyr til produktion af slagtesvin, kan DanBred Landracen med fordel krydses med DanBred Yorkshire. Herved opnås fuld krydsningsfrodighed som opstår, når man parrer to ikke-beslægtede individer. Produktet, YL-polten, har modtaget de gode egenskaber fra både faderen og moderen, og dertil kommer krydsningsfrodigheden. Populært kan man sige, at 2+2=5. Dette betyder, at YL-polten får maksimal frugtbarhed, dvs. mange levendefødte grise, gode moderegenskaber og god holdbarhed.
På Maaling insemineres de søer, som ikke benyttes til produktion af renracede avlskuld, med Yorkshire-sæd. En YL-polt fra Maaling kan leveres i alle aldre og altid med fokus på gode ben og klove, et funktionelt yver og god mavesundhed.
På Maaling er det en klar målsætning af kunne levere YL-polte med højest muligt indeks, da dette kan aflæses direkte på bundlinjen hos vores kunder. For hvert indekspoint en YL-polt er bedre end gennemsnittet (indeks 100), er der reelt 17-20 kr. mere på bundlinjen hos køberen af polten. Det vil sige, at en polt med et indeks på 115 i forhold til eksempelvis et indeks på 95 kan bidrage med en genetisk merværdi på 340-400 kr. Derfor er der god økonomi i at købe polte med højt indeks.
Vi har en klar målsætning om at levere polte i netop den alder, som kunden efterspørger. Vi har i kraft af vores besætningsstørrelse mulighed for at levere forholdsvist store ugehold.
Alle YL-polte eksteriørvurderes og godkendes af afdelingsleder Jacob E. Jørgensen og/eller ejer Claus Petersen inden levering.